Vandets vej i Hellebæk

Frederik II ændrer landskabet
De lange søer og lavninger er oprindeligt skabt af isen. Men det vandlandskab, vi ser i dag, er også blevet formet af mennesker.
Da Frederik II i 1574 begyndte byggeriet af Kronborg, var der behov for energi og fødevarer til hoffet, garnisonen og de mange mennesker, der arbejdede på slottet.
Vandkraft var en af tidens vigtigste energikilder.
Problemet var bare, at der ikke løb en stor flod gennem Hellebæk. Til gengæld lå der en lang række søer og moser højere oppe i terrænet.
Frederik II’s folk begyndte derfor at forbinde vandet.
Mellem Sortesø og Klaresø blev der i 1577 gravet en kanal på kongens befaling. Dermed kunne vand flyttes fra ét naturligt bassin til et andet og senere ledes videre mod Hellebæk.
Naturstyrelsen fortæller, at svenske krigsfanger fra Den Nordiske Syvårskrig blev sat til at grave dæmninger og kanaler i området.

Når vi rider gennem skoven i dag, rider vi derfor gennem noget, der både er natur og et mere end 400 år gammelt teknisk anlæg.

Og det er egentlig nøglen til hele vores tur:

Vandet skulle ikke bare løbe, hvor naturen havde bestemt. Kongen ville bestemme, hvor vandet skulle løbe.

Det blev begyndelsen på det system, vi følger videre på vores tur.

Her kom vandet ind.
I Hellebæk-systemet blev naturlige søer og moser forbundet med menneskeskabte damme og gravede kanaler. I alt kom 29 navngivne søer, moser og damme til at indgå i systemet.
Kobberdam var en vigtig del af denne vandforsyning.
Ved den nordlige ende findes dæmningen, og derfra kunne vandet ledes videre mod Skriverdam og møllerne længere nede.
Det geniale var, at man ikke behøvede at bruge vandet, når det regnede. Man kunne samle det i dammene og kontrollere, hvornår det blev sendt videre. På den måde fungerede dammene næsten som batterier. Men hvor vi i dag lagrer elektricitet i et batteri, lagrede man her vand i højden.
Når vandet senere fik lov til at løbe ned gennem systemet, kunne dets fald omsættes til bevægelse i et vandhjul.